Tag på gåtur i Randers

Randers er et oplagt sted at opleve til fods – her finder du vandreruter for enhver smag, uanset om du er garvet vandrer, nybegynder eller på tur med familien.

Naturen omkring byen byder på både åbne landskaber, skovområder og ådale, og selve byen gemmer på spændende historiske detaljer, som du lægger mærke til, når du sætter tempoet ned og går.

Kort

Hvad kan du se i Randers til fods?

Undervejs på dine gåture kan du blandt andet opleve Gudenåens rolige strøm, Den Blå Bro, de gamle bindingsværkshuse i bymidten og de naturskønne områder omkring Randers Regnskov. Du kan også tage ruten ud til Vorup Enge og nyde det rige fugleliv, eller udforske Fladbro Skov, hvor stierne snor sig gennem tæt skov og åbne lysninger.

Uanset rute er Randers et sted, hvor både by og natur går hånd i hånd – og hvor der altid er noget nyt at opdage på gåben.

Fra Fussing Sø til Randers Fjord

Randers og omegn byder på smukke naturområder, som er oplagte at opleve til fods. Her får du både åbne vidder, skovklædte stier og rolige vandspejl – og uanset årstid er der masser at se og mærke i naturen omkring byen.

Her er nogle af de steder, du bør gå i eller ved Randers:

Historiske naturvandringer ved Fussing Sø

Fussing Sø byder på en smuk vandretur gennem historisk natur. Du passerer gravhøje, skove og det elegante Fussingø Slot, opført i 1795. Her gjorde Christian Ludvig Scheel von Plessen bønderne frie, og modstandsfolk modtog våben under 2. verdenskrig. Undervejs kan du være heldig at spotte grævling, rådyr og rovfugle i det fredelige landskab.

Distance: 2-3,5 km

Lodsstien

Lodsstien er en 31 km lang vandrerute langs Randers Fjord mellem Udbyhøj og Randers. Her kan du gå i fodsporene på de lodser, der før i tiden måtte gå hele vejen tilbage til deres station efter at have guidet skibe gennem fjorden. Særligt strækningen fra Mellerup til Randers byder på varieret natur med skov, gamle kystskrænter og udsigt over fjorden. Undervejs kan du tage en pause ved Støvringgård eller i en af lystbådehavnene. Ruten krydser fjorden ved Voer Færgested med den lille færge Ragna, hvor Kyst- og Fjordcentret også ligger – et godt sted for både en ispause og overnatning.

Distance: 31 km

Sporene i Naturpark Randers Fjord

Naturparkens trampestier giver adgang til skjulte landskaber og historiske steder.

Mellerup Færgehus: Gå fra færgehavnen ad den over 300 år gamle klosterallé til Støvringgaard fra 1319. Vælg mellem ruter på 2,5 km og 5,5 km.

Støvringgaard: Den 4,5 km lange rute går forbi klosterbygninger og Skovkirkegården fra 1806. Nyd udsigt over marker og enge – måske ser du en fiskeørn.

Hulen: Sporet går gennem istidslandskab med bakkeøer og smeltevandsdale. Her græsser ofte køer, heste og æsler.

Albæk Møllebæk: To spor på 2,5 km og 3,5 km fører dig gennem morænelandskab med mulighed for at se rådyr, harer og rovfugle.

Distance: 2-3,5 km

Fladbro skov

Fladbro Skov er et smukt udflugtsmål året rundt med kuperet terræn, gamle stier og udsigt over både Nørreå og Gudenå. Turen går forbi det historiske overgangssted ved Fladbro Kro og gennem Randers Dyrehave, hvor en stor flok fritgående dådyr holder til. Landskabet omkring skoven er formet af is og smeltevand fra sidste istid, og området er af national geologisk værdi. I skovens sydlige del kan du opleve både gamle løvtræer og fredet naturskov, hvor naturen får lov at passe sig selv.

Distance: 2-5 km

 

Med så mange muligheder er det nemt at finde en rute, der passer til både dagsform
og humør.

Prøv vores sociale gåture

GÅ MED er Hjerteforeningen og TrygFondens forbyggende indsats som skal få flere danskere ud og gå – Rundt omkring i landet arrangerer lokale ildsjæle gåture i deres eget område. Her kan alle være med, uanset om du er til korte ture i roligt tempo eller lidt længere ruter med mere tempo.

Når du går sammen med andre, bliver det ofte både sjovere og nemmere at holde fast i de gode vaner. Fællesskabet motiverer og kan hjælpe dig med at gå både længere og mere regelmæssigt – uden at det føles som noget, du skal tage dig sammen til.

Vi har værter i Randers, men også Aalborg, Aarhus og flere mindre byer. Uanset hvor du bor, er du velkommen til at gå med. Det kræver ikke tilmelding eller udstyr – kun lysten til at komme ud og gå sammen med andre.

30106168-GaaMed-Facebook-coverfoto-1702x720px_Hund

Følg GÅ MED på sociale medier

Har du lyst til endnu mere GÅ MED, så find os på Facebook og Instagram.

Følg os og få flere tips til flere gåture hele året, deltag i sjove konkurrencer og vær med til at inspirere andre til et liv med endnu mere gang i.