Kom på gåtur rundt om Slåensø

Slåensø er en af Danmarks klareste søer – og uden tvivl en af de smukkeste. Den ligger fredeligt omgivet af tæt skov i Silkeborg Sønderskov og fremstår næsten som en hemmelig perle midt i det midtjyske landskab. Søens vand kommer fra kilder i området og er så rent, at man flere steder kan se helt til bunden. Slåensø er omkring 1,3 kilometer lang og 100 meter bred og har et smalt, langstrakt udtryk, der følger skovens naturlige linjer.

Her er en særlig ro, som gør det oplagt at tage en pause fra hverdagen og gå i naturen.

Med sine små stier, skovens skiftende farver og det klare vand som følgesvend er Slåensø et oplagt mål for en god gåtur – uanset årstid.

 

Silkeborg er kendt for sin smukke natur – og ikke mindst for sine høje bakker, dybe skove og krystalklare søer. Området byder på et væld af vandreruter for alle niveauer, uanset om du er til korte gåture i roligt tempo eller længere ture med sved på panden. Her kan du opleve nogle af Danmarks mest kuperede landskaber, hvor stierne snor sig gennem skove og op over bakker med vid udsigt.

Ruter i Silkeborg

Her finder du inspiration til nogle ruter omkring Silkeborg:

Silkeruten

En rundtur der fører dig gennem Silkeborgs bymidte, forbi søer og kulturelle seværdigheder – perfekt til dem, der ønsker en kombination af natur og byliv.

Distance: 12 km

Østerskov-ruten

Denne vandrerute fører dig 7 kilometer gennem den fredelige Østerskov, hvor naturen konstant skifter karakter. Undervejs oplever du skovens mange ansigter – fra lyse åbninger til tætte partier med høje stammer, og netop den variation gør gåturen til noget særligt.

Distance: 7 km

Almind Sø Rundt

På denne rute vil du komme på en rundtur i en varieret skov, og samtidig have udsigt til søen under hele turen. Husk at pakke badetøjet, da du kan tage en dukkert i søbadene på vejen.

Distance: 4 km

Vejlsø & Brillerne

Denne looprute fører dig gennem søer og moseområder rige på fugleliv. Du vil også møde Gudenåen undervejs – Danmarks længste å, som slynger sig gennem landskabet i 176 km.

Distance: 6 km

Sådan får du en god gåtur

 

For at få en god gåtur er det en god idé at klæde sig praktisk. Et par gode sko med solidt greb er nærmest uundværlige i det bakkede terræn – især hvis det er vådt eller glat.

Lag-på-lag tøj er oplagt, da vejret hurtigt kan skifte, særligt i skovområder. En vind- og vandtæt jakke er god at have med, og det samme gæl der en lille rygsæk med vand, en snack og måske et kort eller en telefon med GPS.

Med lidt forberedelse bliver gåturen ikke bare en sund aktivitet, men en oplevelse i den smukke natur, du sent vil glemme.

Find en at gå tur med, eller bliv gå-vært

Vil du gerne gå mere i hverdagen – men har brug for et skub eller lidt inspiration? GÅ MED er Hjerteforeningen og TrygFondens forebyggende indsats, som skal få flere danskere til at bevæge sig mere i hverdagen. I gå-fællesskaber over hele landet står frivillige gå-værter klar til at tage imod både nye og erfarne deltagere. GÅ MED er for alle – både dem, der lever med en hjertesygdom, og dem, der gerne vil forebygge.

At gå er en af de nemmeste måder at styrke både krop og sind. En god gåtur sætter gang i blodomløbet, forbedrer konditionen og mindsker risikoen for livsstilssygdomme – særligt hjerte-kar-sygdomme. Samtidig giver det ro i hovedet, sænker stress og løfter humøret, især når du går i smuk natur eller sammen med andre.

30106168-GaaMed-Facebook-coverfoto-1702x720px_Hund

Følg GÅ MED på sociale medier

Har du lyst til endnu mere GÅ MED, så find os på Facebook og Instagram.

Følg os og få flere tips til flere gåture hele året, deltag i sjove konkurrencer og vær med til at inspirere andre til et liv med endnu mere gang i.