Når gåturen åbner noget

Hos Lærke Kløvedal bliver gåturen hurtigt koblet til hendes arbejde som forfatter. Hun beskriver det at skrive som at gå ind i et hus – men et hus, hvor døren nogle gange er svær at finde.

“Der kan sansninger være en god døråbner,” forklarer hun.

Det kan være natur, mad eller stemninger, der pludselig åbner adgangen til sproget. Og netop derfor bliver gåturen et vigtigt redskab: den giver adgang til de rum, hvor ordene bor.

Amager - Det nære landskab

Turen begynder i Lergravsparken på Amager, hvor Lærke Kløvedal bor. Hun er vokset op i Thy med Vesterhavets vidder, men har fundet noget andet – og overraskende vigtigt – i det lille grønne område.

Parken er, som hun selv siger, “ikke noget særligt”. Den er lille, næsten uanselig. Og alligevel er den vigtig. For her mærker hun årstidernes skiften, lyset, fuglene og fornemmelsen af at høre til.

Det er netop pointen: Man behøver ikke stor natur for at blive berørt. Selv et lille stykke grøn kan rumme hele verden, hvis man ser efter. For Kløvedal er det også blevet en måde at skabe forbindelse til dagen på – især om morgenen, hvor hun starter med at gå og trække vejret.

En barndom præget af længsel

Gåturen bringer naturligt samtalen hen på barndommen i Thy, som hun har skrevet om i bogen Sømærke. Her spillede gåture også en central rolle.

Hun fortæller om de ture, hun som barn gik til et sømærke ved Vesterhavet – et navigationspunkt langs kysten, men også et personligt holdepunkt. Det blev et sted, hvor hun kunne stå og kigge ud mod havet og mærke en længsel, hun endnu ikke havde ord for.

Som voksen kan hun se, at længslen havde mange retninger. Den handlede om hendes far, som ikke var en konstant del af hendes liv. Den handlede om at føle sig anderledes. Og den handlede om at finde et sted at høre til.

“Der var noget, der trak, uden at jeg vidste hvad,” siger hun.

Jagten på intensitet

Længslen førte hende senere ind i en forestilling om et liv, der skulle leves intenst. Store følelser, forelskelse og eventyr blev pejlemærker – inspireret af tidens kultur og idealer.

Men det liv viste sig også at være krævende.

“Man kan ikke holde ud at være forelsket hele tiden,” siger hun med et smil.

Intensiteten er hård for nervesystemet, og efterhånden begyndte hun at mærke konsekvenserne. To stresssygemeldinger blev et tydeligt tegn på, at noget måtte ændres.

Her blev gåturen igen et vigtigt værktøj. Ikke som en løsning i sig selv, men som en måde at finde et andet tempo på.